Strikkefasthed betyder, at du skal vide hvor mange masker der er på 10 cm.
Dette kan du måle med en maskemåler, strikkefasthedsramme eller bare en lineal (ikke målebånd, da de godt kan give sig lidt med tiden).
Strikkefastheden er den du skal bruge, når du f.eks. strikker efter en opskrift.
Her vil designeren have opgivet en strikkefasthed, som gør at hvis du overholder denne, ja så vil dit projekt passe dig.
Hvis du ikke rammer strikkefastheden, ja så kan du risikere at projektet bliver for stort eller småt.
Herudover har strikkefastheden også meget at sige ift. dit garnforbrug, for du køber jo garn hjem efter en opskrift og regner med at der er nok, men hvis strikkefastheden ikke passer kan du sidde med for meget eller i værste fald for lidt garn til at blive færdig. Og det kan nogle gange være et mareridt, at finde garn i samme indfarvning igen.
Har du færre masker end strikkefastheden - så bliver dit projekt større end opskriften, dette kan afhjælpes med en mindre pind.
Har du flere masker end strikkefastheden - så bliver dit projekt mindre end opskriften, og dette kan afhjælpes med en større pind.
Det er altid vigtigt, at lave en strikkeprøve inden du går igang med et projekt - for på garnet kan der sagtens stå en strikkefasthed på f.eks. 22 masker, og det står der tilfældigvis også i din opskrift, men ingen strikker ens.
En af de designere jeg strikker mest efter er Petitknit, og i alle hendes opskrifter plejer jeg at gå en pindestørrelse op, netop for at ramme strikkefastheden.